Bente

 
           
  Jeg er lægesekretær gennem snart mange år og har været gift med Frede i endnu flere år. Vi har boet i Holsted siden 1982  og er vældig glade for det, selvom det er en noget død og kedelig by, men her er fredeligt og vi  har naturen ganske tæt på, hvilket betyder meget  for vores velbefindende.

Og så er det jo vigtigt at vi bor 5 minutters gang fra min arbejdsplads, det lokale lægehus, hvor jeg er forfærdelig glad for at arbejde. Jeg har et meget alsidigt arbejde, med telefonpasning, snak med patienterne når de har behov for en der vil låne et øre ud, blodprøvetagning og som en væsentlig del af mit arbejde gennem alle de mange år vi har haft EDB på arbejdspladsen, har jeg stået for at det fungerede og det er jo ikke så dårligt når man nu er fascineret af computere og alt hvad man kan med sådan en.

Jeg startede med min første computer i, tror jeg nok, 85, hvor jeg havde en Amstrad med båndstation, det var virkelig in på det tidspunkt. Så fik vi computer på arbejdet i 89 og den første halvdel af 90-erne var det mest arbejdsmæssigt jeg beskæftigede mig med computere, men efter vi fik en hjemme i midten af 90-erne er det gået slag i slag og i dag er det en meget stor interesse.

I dag er det meget mere avanceret, og bl.a. min iPhone 4 er ikke til at leve uden, og det næste køb bliver helt sikkert en iPad.

En anden  interesse er orkideer, som jeg startede med at samle på sidst i 90-erne og jeg har en del, som jeg forsøger, efter bedste evne, at holde liv i  og få dem til at blomstre igen. Med langt de fleste lykkes det ret godt. Kig engang under linket for orkideer.

Vores katte er  ikke en interesse, det er en  del af vores liv som vi ikke vil kunne leve uden. Men til gengæld er katteudstillinger en stor interesse og jeg tager gerne afsted til udstillingerne, bare jeg ikke skal helt til den anden ende af landet. Og det gør jeg så ikke mere, da kattene siger, at det gider de ikke, så nu nøjes vi med at det er mig der af og til kigger forbi en udstilling og hygger lidt med dem jeg kender.

En ny hobby er fotografering, eller rettere har været det en 5 år efterhånden, og det kamera jeg har nu er et Nikon D300s, som jeg er virkelig glad for, da det kan det jeg vil det skal kunne og har mulighed for diverse tilkøb af objektiver, som udvider mulighederne væsentligt.

En anden meget stor interesse jeg har er, Ringenes Herre, både på film og som bog samt Harry Potter. Både RH og HP foretrækker jeg dog læst og set på engelsk, da jeg synes det giver lige det sidste plus til oplevelsen af det.

 

 

 
   
   
   
   
Tilbage til os

Tilbage til forsiden